Oct 17, 2014

+ 12 DAGE

Godmorgen! I dag er det den 17. oktober og jeg er nu 12 dage over termin... TOLV dage. Det havde jeg nu alligevel ikke forestillet mig. Men her er jeg altså og hvad er så status? Status er, at det er skide hårdt. Rent ud sagt. Den fysiske del er så lille i forhold til, hvor hårdt det mentalt er, at dag ud og dag ind gå at vente. Bare vente. For mere kan man ikke gøre. Der er ingen gode husråd og gamle skrøner, som faktisk virker. Fødslen går i gang når den går i gang. That's a fact! 

I Sverige bliver man først igangsat (42+) Altså man skal have gået ind i uge 43. Uanset om hun vælger at melde sin ankomst snart, så er der jo virkelig nedtælling nu. Men åh, længslen altså. 

Jeg prøver at få dagene til at gå på bedste vis. Det er ikke hver nat jeg får sovet ordentligt, men så er det skønt at kunne tage en lur under dagen. I dag, bliver en sådan dag :) I aften skal vi have lidt fødselsdags-hygge for min kæreste (eller forlovede er han jo :) ) så jeg skal have bagt lidt lækkert. Jeg har lovet at bage Espresso Chocolate Cupcakes. Han elsker chokolade og disse er altid et hit. Jeg bruger DENNE opskrift. Den kan virkelig anbefales.

Hvad har jeg ellers lavet? Jeg var inde at røve lidt tallerkener fra Illums Bolighus i går. Jeg bager gerne brød eller andet godt næsten dagligt og ellers ser jeg til, at jeg får lidt frisk luft og at støvsugeren bliver svunget. Jep. Det er vildt, hvad man sådan kan få dagene til at gå med. Egentligt havde jeg troet at jeg skulle få læst en hel del. Men desværre kan jeg ikke samle tankerne om en bog. Så alle mine ulæste bøger har jeg til gode, men det er jo ikke dårligt!

Nåh nu nåede jeg slet ikke færdigt med dette indlæg inden jeg gik i gang med bagningen. Men så kan jeg da lige vise jer resultatet af formiddagens bagning. Er tilfreds med resultatet og jeg er sikker på, at de nok skal gøre manden glad :-) Jeg lavede en mini-version, så føles det lidt mere legalt at tage mere end én ;)


Nu vil jeg få afsluttet dette indlæg og hvile mig lidt på sofaen. Håber I får en skøn weekend.
/ Jo

Oct 9, 2014

GAVEREGN & BABYSHOWER

I dag er jeg nu 4 dage over temin og jeg prøver ihærdigt at få tiden til at gå herhjemme, men åh, hvor er det altså svært når man sådan set bare går og venter. Jeg synes tiden inden termin gik rigtig hurtigt og tre ugers barsel fløj afsted med en masse hyggelige aftaler og praktiske ting. Men nu, tiden efter termin, ja, der har jeg lidt svært ved at fylde dagene ud og så alligevel ikke. De dage, hvor nattesøvnen er sparsom får jeg sovet en masse og så sørger jeg ellers bare for at spise og lade op med en masse kulhydrater. Min jordmoder ordinerede til og med, at jeg skulle spise nogle ordentlige måltider. Hun foreslog Pizza, Hamburgere og ja, andre store energikilder. Hende kan vi li' ;-) Men ellers er det jo ikke de vilde nye projekter jeg sådan lige tager hul på. For, jeg håber jo lidt, hver dag, at hun melder hendes ankomst. Kan man lade være med det?! 

Men nu har jeg så i stedet tid til at blogge lidt mere og opdatere jer. For der er trods alt en grænse for, hvor mange boller jeg kan bage og spise :-)

Det jeg egentligt gerne ville sige med dette indlæg skulle handle om min taknemmelighed. Jeg må nemlig indrømme, at jeg er overvældet over al den opmærksomhed som prinsessen og jeg har fået her op til hendes fødsel. Hun og jeg er simpelthen blevet SÅ forkælet og det er så sødt, at der er så mange som tænker på os og gerne vil forkæle hende. Det er overvældende og en helt speciel følelse. Det varmer altså helt ind i hjertet.

Prinsessen (som vi fortsat kalder hende, da vi endnu ikke har besluttet, hvad hun skal hedde) har modtaget så mange mange fine gaver. Hun har fået så mange fine ting og jeg glæder mig sådan til at vise hende det hele :-).

For to små uger siden, troede jeg, at min kæreste havde planlagt en hyggelig eftermiddag for os. Jeg havde fået at vide af ham, at jeg skulle være klar ved 14.20 tiden, da vi ville blive hentet. Jeg gik og grublede lidt over, hvad han mon havde fundet på. Jeg fik endelig ud af ham, at vi skulle på en lille date og hygge lidt, nu inden hendes ankomst. Da han weekenden forinden netop havde forkælet mig med den lækreste Hotel Brunch tænkte jeg, at han da virkelige forkælede mig, haha! 

Vi blev hentet i en fin bil med en meget pæn klædt chauffør og jeg tænkte, at han da virkelig gav den gas. Det var så fint og meget langt fra hvordan vi ellers kommer rundt i byen ;) Men jeg er da SÅ meget for at blive forkælet til det yderste, så jeg satte mig tilbage i sædet og kiggede undrende på ham, men jeg kunne ikke gennemskue ham.

Inde i byen standsede bilen foran Hotel Clarion Sign og jeg når ikke rigtig at tænke noget, for da jeg stiger ud af bilen står fire dejlige tøser og smiler og råber surprise til mig :-). De her skønne tøser, havde planlagt et Babyshower for mig og som jeg sidder her og skriver om det, så forstår jeg det fortsat ikke rigtigt. Det var simpelthen SÅ sødt af dem. Min kæreste var bare stand-in, så han blev sendt hjem igen og pigerne eskorterede mig ind på hotellet, hvor de havde bestilt lækker lækker brunch til os. Her havde vi den hyggeligste eftermiddag og ikke nok med denne store overraskelse blev prinsessen og jeg også forkælet med de fineste gaver som pigerne havde købt til os. Jeg havde den bedste eftermiddag Piger. I ved hvem I er. Tusind tusind tak igen! Det var simpelthen så overvældende og jeg havde ikke nok svenske ord for, hvor glad og overrasket jeg blev. Dér i sådanne situationer, er det altså svært at brillere på et andet sprog og ikke mindst verbalt at få udtrykt min taknemmelighed for dét pigerne havde planlagt for mig. Tak Piger! 

Jeg bliver nødt til at dele nogle af de mange fine gaver hun har modtaget. Karolina havde til babyshoweret lavet den flotteste ble-lagkage til hende. Gennemført!



Det er lidt svært med skrevne ord, at få forklaret, hvor glad og taknemmelig og samtidigt overvældet jeg er over al den opmærksomhed vi har fået fra jer alle sammen. Det er så stort. Nu glæder jeg mig bare til at hun kommer ud til os, så vi kan dele al kærligheden med hende. Det bliver så stort! 

Nu vil jeg afslutte her. Tror måske jeg skal svinge lidt med støvsugeren herhjemme. 
Kram og kærlighed til jer 
/ Jo

Oct 8, 2014

STRIKKET SÆT


Tror at jeg har nævnt det for jer tidligere - men hold nu op, hvor jeg glæder mig til at kunne opgradere min efterårsgarderobe med almindeligt tøj. Se nu f.eks. dette fine hvide strikket sæt. Desværre er det jo ikke helt lige så pænt med strømpebukser, men man har vel lov at drømme om et efterår/vinter uden :) Det er H&M Trend som endnu engang leverer.

Oct 6, 2014

5. OKTOBER

I går var ikke nogen helt almindelig søndag. Nej, det var nemlig søndag den 5. oktober. Vores termin. Vi har haft talt meget om, at hun jo selvfølgelig nok ikke ville melde hendes ankomst på netop denne dag. Men som dagen gik kunne jeg alligevel mærke, at jeg blev mere og mere skuffet. Selvom jeg havde lovet mig selv ikke at blive skuffet. Det er jo kun en gisning som lægerne giver. og. det er kun ca. 5 % af alle gravide som faktisk føder på deres termindag. Men ja, selvom hun nu har valgt at hygge lidt længere i min mave, så var i går den 5. oktober en speciel dag for os. 100 % af graviditeten er gået og liiige om lidt, lige om lidt venter en helt ny hverdag og vi glæder os så meget til at møde hende og lære hende at kende. Det bliver SÅ spændende.

Jeg tog ind til midtbyen for at få lidt andet at tænke på - jeg havde en enkelt ting fra H&M HOME som jeg gerne lige ville have købt med hjem. Jeg troede at jeg godt lige kunne klare lidt shopping også. Men måtte erkende, at kroppen ikke helt er gearet til propfyldte butikker og tusindvis af mennesker. Så efter febrilsk at have fundet et sted at købe en flaske vand måtte jeg sætte mig på en bænk i et hjørne og erkende at shoppingen må vente til fysikken er tilbage og til jeg får min post-graviditetskrop tilbage. Ak ja - men så er der jo også det at se frem til. Jeg fortsætter shoppingen herhjemme fra sofaen i stedet for og drømmer videre om alle de fine efterårsnyheder jeg gerne vil fylde min garderobe med.

I dag er det mandag og jeg har taget hul på en ny uge. Jeg vil prøve ikke at fokusere så meget på, at jeg er gået over tid. I stedet vil jeg fokusere på de ting jeg får mulighed for at nå. Jeg har blandt andet lidt praktisk at ordne i relation til min bank og en masse nye konti som er blevet oprettet. I eftermiddag har jeg en aftale hos min jordmoder og det ser jeg frem til. Vi skal blandt andet tale om igangsættelse. Så det bliver spændende. 

#Krummerpåmaven

Synes hendes strømper er alt for nuttede :)

I lørdags (4. oktober) var det Kanelbullens Dag i Sverige - det markerede jeg med skøn skøn fika med bedste Katrine
Jeg håber at I har haft en god start på den nye uge og er fyldt med god energi fra weekenden.
/ Jo

Oct 3, 2014

LUKSUS BARSEL

Det er fredag og snart weekend. For mig er det vel egentligt underordnet om det er hverdag eller weekend da dagene jo ikke helt skiller sig ad på samme måde når jeg går hjemme på barsel, meeen denne weekend er nu alligevel noget speciel. Det er nemlig denne weekend jeg har termin. På søndag helt præcis. OG det er stort! Selvom jeg godt ved, at det kun er ca. 5 % som faktisk føder på deres terminsdag, så kan jeg ikke lade være med at håbe på, at prinsessen melder sin ankomst i weekenden :-).

Egenligt startede jeg faktisk dette indlæg for nogle dage siden, men jeg fik aldrig skrevet det færdigt. Men nu fik jeg lige lysten til at skrive lidt herinde og dele nogle rare oplevelser med jer, fra min skønne barselstid. Som overskriften så pænt antyder, så har jeg virkelig haft nogle luksusdage og jeg synes at jeg er blevet forkælet lidt ud over det sædvanlige. Jeg bliver derfor også nødt til at foreslå jer, at I forkæler jer selv eller jeres nærmeste lige så meget når det bliver jeres/deres tur :-).

Min kæreste har forkælet mig med GOD Brunch på Hotel her i Stockholm. Jeg elsker morgenmad og især Brunch. For mig er det derfor total luksus når jeg får lov til at guffe i mig af al hvad der kan findes af god morgenmad. Tre timer (mindre kan ikke gøre det ;)) var vi dér og guffede i os. Det er hyggeligt at få kvalitetstid som kærester nu. Vi ved jo ikke rigtigt, hvor meget vi får af det når den lille er kommet. Nedenstående er et udpluk af nogle af de tallerkener jeg fik i mig. Man er vel gravid!  




Jeg havde forsøgt at gøre mig liidt fin til anledningen. Det er ikke meget tøj jeg kan trække i, men denne kjole fra COS købte jeg da min mave var begyndt at synes i starten af min graviditet og heldigt nok, så fungerer den fortsat.

Ikke nok med at min kæreste har forkælet mig, så har veninderne også stået på tur. Jeg fik den skønneste gravid massage af to fine piger. Det var helt fantastisk og jeg blev så overrasket, da de ville forkæle mig med sådan en lækker omgang. Vi mødtes på Day Spa på Östermalm, hvor vi alle fik hver sin behandling og efterfølgende fandt vi en hyggelig café og afsluttede med gooood kage og kaffe. Altså, hvis I vil gøre noget lækkert for jer selv når I er gravide eller overraske jeres veninde/søster etc. så skal jeg da lige love for, at sådan en omgang gravid massage falder i god jord :-) Så tusind tak igen tøser, I ved hvem I er :)

På Day Spa kan man også sidde i baren, hvor man kan bestille forskellige behandlinger som man får mens man hygger med veninderne og et lækkert glas økologisk juice. Tror vist ikke det er sidste gang jeg kommer dér. 


At jeg udover ovenstående så i søndags også blev overrasket af fire fantastiske piger, ja, det er helt utroligt og stadig overvældende for mig, men mere om det i et senere indlæg. Skal nok fortælle jer om pigernes overraskelse.

Det hele bliver lidt unuanceret når jeg sådan skal beskrive det her for jer. Men det har simpelthen været sådan nogle fantastiske dage og jeg kan slet slet ikke forstå at tiden er gået så stærkt. Jeg havde troet at jeg skulle sidde med benene oppe i sofaen og få læst nogle af de bøger som ligger i reolen eller strikke videre på det tæppe som jeg er begyndt på til prinsessen, men jeg har slet ikke noget det. Selvfølgelig har jeg siddet en del i sofaen og fået den hvile jeg nu engang behøver, men jeg hygger mest med bloglæsning og drømme-shopping til efterårsgarderoben (til mig selv vel at mærke) Bliver SÅ skønt at kunne købe alm. tøj igen. Men ja, dagene er altså fløjet af sted og jeg har nået at skype med de fleste af jer skønne veninder hjemmefra. Det er simpelthen uundværligt at have jer og skønt at have tiden til at skype med jer <3 og så har jeg selvfølgelig også været på et par virkelig gode kaffe/kage ture med nogle af mine veninder heroppe OG når jeg ikke har aftaler om kaffe og kage, ja så går jeg selv til bageren og køber kage med hjem haha. Lidt tyk skal jeg altså blive. Ellers kan alle ture med barnevognen i den snareste fremtid være ligegyldig. Det er I vel kun enige om, ik?

Nu tror jeg vist hellere at jeg skal komme videre med nogle af dagens TO DO. Men jeg vender tilbage snarest med et nyt indlæg om den fantastiske søndag jeg havde i sidste uge. 

Slutter lige af med nedenstående to billeder. Det første billede er taget sidste fredag, hvor jeg var i slutningen af uge 39. Menn altså, én ting er hvad I ser, noget andet er, hvordan det virkelig føles. Jeg synes at billedet under beskriver det sådan meget godt haha. Det hele kan vel ikke være luksus :-) Så selvom det ser anderledes ud for jer andre, så er det nu engang denne følelse jeg godt kan få af min krop her i slutningen. Men men, det er det hele værd og jeg gør det gerne igen :-)





Ha en fantastisk weekend!
/Jo

Sep 18, 2014

VIGTIGE PAPIRER & EN SENG

Dagen i dag tog en lille vending. Jeg skulle egentlig bare finde mine forsikringspapirer i skuffen, da jeg er ved at undersøge alternativer til mine privatforsikringer, men men, i stedet tog jeg ALLE papirer op af skuffen og jeg er nu ved at rydde ud og sortere. Dette sker 1-2 gange om året hos mig og det er simpelthen den bedste følelse, når alt er ordnet og sorteret og sidder i det sorte ringbind. Jeg elsker når jeg siden skal finde mine informationer om diverse forsikringer og andre vigtige dokumenter, at de er lige til at gå til og at jeg ikke behøver at gå igennem hele lejligheden for at finde et dokument. Jeg ved præcis hvor jeg skal finde det. DEN følelse - Jeg elsker at have orden i mine ting og det føles så dejligt når jeg får prioriteret det :) Jeg lavede en god smoothie med blåbær og jordbær, som jeg har nydt i al min 'rydden op i papirer'. Ikke dårligt!


En helt anden ting, som også endelig er faldet på plads, er sengen til prinsessen. For 8 uger siden på en tur til Uppsala fandt vi endelig en fin seng som vi valgte at købe til hende. Vi købte og betalte for sengen da vi var i butikken og troede så, at det betød at de også bestilte dem hjem til os på daværende tidspunkt. De sagde, at der ville gå 3-4 uger inden, at de havde den hjemme. Men neeej, så heldige var vi åbenbart ikke. Da vi ringede igen for 2 uger siden og rykkede for sengen fik vi at vide, at de ventede med at bestille den hjem til de havde andre bestillingsvarer fra samme leverandør!!! Det havde de bare ikke lige valgt at informere os om. Men nu, da vi ringede og rykkede for den igen i dag (8 uger efter at vi har betalt) havde de endelig bestilt den hjem. Så forhåbentligt har vi den inden 2 uger! Nu må vi se. Om ikke andet, så får vi den vel snarest efter hendes ankomst. Jeg glæder mig sådan til at få den på plads ved siden af vores seng i soveværelset og gjort den fin med alle de ting vi har købt til den. Det er sådan set det eneste som mangler. Ellers er der styr på alt det praktiske til hende. 

Vi forelskede os i denne fine tremmeseng fra Troll. Modellen hedder SUN. Vi har også købte juniordelen med til den (som I kan se på det nederste billede). Så når hun selv kan kravle ud og ind i den kan vi ændre på den ene side. Super smart. Vi havde en masse andre senge i vores overvejelser, men valget faldt til sidst på denne. Jeg synes at den er fin med de afrundede hjørner og en lidt mere massiv ramme. Kan I lide den? 


Jeg vil komme videre i min 'papir-organisering'. Håber på at nå ud på en lille gåtur også. Føles synd at sidde her inden døre hele dagen. God dag!
/ Jo

Sep 17, 2014

BARSEL

I dag er min tredje dag på barsel og jeg er langsomt ved at vænne mig tilrette med at gå herhjemme med god samvittighed. Ja, det er underligt ik', at den pligtopfyldende pige indeni mig også 'spøger' i denne sammenhæng. Nu, hvor det er helt naturligt at jeg går hjemme. Jeg skal prøve at forklare det lidt bedre senere i indlægget, om ikke andet er den dårlige samvittighed ved at forsvinde og jeg prøver at danne mig et overblik over, hvad jeg gerne vil bruge min barsel til - inden baby ankommer vel at mærke. Derfor vil jeg i dag få lavet en lille 'to-do' liste. Øverst på listen står selvfølgelig HVILE :) Men mon ikke jeg kan få plads til et par ting herunder. Jeg har i hvert fald et par småting som jeg synes det ville være rart at få ordnet. Jeg håber blandt andet på, at jeg får lidt mere tid til at blogge den næste tid. Det kan jo godt blive en smule ensomt at gå rundt herhjemme og 'vente', så at få skrevet et par indlæg og føle at jeg har lidt kontakt med jer derhjemme er bare dejligt, så det vil jeg satse på. Så håber jeg at I har lyst til at læse med!

Jeg vågnede i nat med smerter i underlivet og tænkte faktisk 'mon det er nu?'. Jeg har hørt og læst mig til, at veer i et meget tidligt stadie godt kan føles som menstruationssmerter, så jeg kunne ikke lade være med at ligge at tænke på, om det virkelig var nu det begyndte? Samtidigt som jeg tænkte, at jeg så hellere måtte få lukket øjnene igen, så jeg kunne få noget søvn - inden det virkelig begyndte. Men men, efter en times tid faldt jeg i søvn igen og der er ikke sket noget endnu, så måske det bare var mere et ønske :) Men den afbrudte nattesøvn har altså betydet at jeg sov til 10.15. Skøønt! Måske det betyder at jeg ikke behøver at sove til middag idag hehe (lyder snart som en gammel mormor). 

Der er i dag 18 dage tilbage til min termin. 18 dage bare. Tænk så gik tiden alligevel ret hurtigt. Jeg kan huske da der var over 200 dage tilbage, 100 dage tilbage og nu, ja nu er der bare 18 dage tilbage. Det er lidt vildt faktisk. Hvorfor er jeg så først gået på barsel her 20 dage inden min termin. Jo, nu skal I høre. Det er sådan, at man her i Sverige får et vis antal dage som man kan holde betalt barsel i. De dage man vælger at bruge inden barnet bliver brugt, bliver regnet fra i den anden ende. Det vil sige, at de 20 dage jeg nu er hjemme inden termin, får jeg mindre efter barnet er født. Nu er det samtidigt sådan, at jeg skal være hjemme i omkring 15 måneder, så for mig er det helt ved siden af, at 20 dage fra eller til skulle gøre den store forskel. Men, men. Jeg synes virkelig at der har ligget en forventning til, at man arbejder så langt frem mod termin som muligt, sådan at man ikke 'spilder' sine barselsdage inden barnets ankomst. Men altså, jer der har været eller er gravid, ved da og kan sikkert godt følge mig i, at kroppen skal have lov at komme hjem og hvile inden og op til den store fysiske udfordring som en fødsel kan være! At man også har brug for mentalt at komme ned i gear og forberede sig til det helt nye liv der venter rundt om hjørnet, er da lige så vigtigt i følge mig. 
Der har bare ligget en undertone fra mange hold om, at man jo ligeså godt kan arbejde så længe man kan holde til det. Man får den ene og anden historie fra kvinder som fortæller, at de gik hjem dagen inden termin og andre fortæller, at de gik hjem 14 dage inden, men at de jo nok kunne have arbejdet lidt længere egentligt, når nu hun ikke havde det dårligt osv. osv.
Derfor, ja derfor synes jeg virkelig, at det har været svært selv at skulle sætte en dato for, hvornår det var okay for mig at gå hjem på barsel. Alle mine danske veninder og ikke mindst min danske familie har jo synes at det var vildt at jeg først skulle gå af tre uger inden. Samtidigt er jeg jo farvet af, at jeg i Danmark var ansat i en offentlig forvaltning, hvor det jo er fuldstændig normalt at man går på barsel 8 uger inden termin om ikke andet, så da som minimum 4 uger inden som resten af Danmark. Så jeg har altså stået lidt i dilemma og følt, at jeg har skulle forsvare, at jeg har valgt at gå hjem HELE 3 uger inden min termin. Derfor var det næsten med lidt dårlig samvittighed, at jeg vågnede mandag morgen. Men ved I hvad. Jeg gider fandme ikke at gå her og have dårlig samvittighed over at jeg er gået på barsel 3 uger inden min termin. Nej, fandme NEJ! Jeg vil nyde ALLE dagene, også selvom jeg går over tiden. ALLE dagene skal bruges på hvile og bare forberede mig mentalt og fysisk på fødslen og det nye liv som venter lige rundt om hjørnet og HOLD nu op, hvor jeg glæder mig :-) 
Ovenstående er altså et godt eksempel på, at det kan være svært at befinde sig i to forskellige verdener, hvor der er store forskelle på, hvad man gør og hvad som er det 'normale'. Jeg synes personligt at det har været rigtig svært at sætte mine egne standarder for det normale i relation til, hvornår det faktisk er okay at gå på barsel. Men jeg tog en beslutning og hold nu op, hvor er jeg glad for at jeg ikke pressede citronen længere!

Her får I lige et meget aktuelt billede som jeg tog lidt tidligere i dag. Uge 38 (37+2) helt præcist. 18 dage tilbage til termin og 14,5 kg. tungere :-)


I skal heller ikke snydes for nedenstående billeder som byder på to varianter af de seneste dages eftermiddagsfika. Som I kan se, så har jeg et godt øje til 'buller' lige pt, så hvorfor spare på indtagelsen, når de nu smager SÅ godt. Jeg forudser dog også, at der måske ryger et par kilo ekstra på her til sidst ;) - men er det ikke en del af hele gamet?! 


Håber I har det dejligt, DÉR hvor I er. Jeg vil bevæge mig ud på en lille tur til supermarkedet.
/ Jo

Aug 22, 2014

ENDELIG FREDAG


Endelig endelig blev det fredag. Jeg synes denne uge har været en anelse sværere at komme igennem end normalt?! Måske fordi jeg langsomt bliver tungere og nattesøvnen ikke helt er hvad den var inden graviditeten :-) men sådan er det jo. Det er skam ikke en klage. Det er bare skønt at weekenden nu er her. Er I andre der også har glædet jer?

Jeg har en spændende weekend at se frem imod. Herhjemme tager vi lige en hånd med det praktiske først (læs: en hurtig støvsugning af lejligheden og let oprydning) og så står den ellers på hjemmelavede burgere og et par afsnit Breaking Bad. Præcis sådan som jeg gerne vil tilbringe min fredag efter en uge med lange dage på kontoret. Hvordan skal I tilbringe jeres aften og weekend? Resten af weekenden dedikerer vi til fødselsforberedelse. Vi har booket et kursus som hedder Profylax. Vi håber på nogle spændende dage og en masse nye redskaber som vi tage med os til fødslen. Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. Selvom jeg ikke er nervøs for fødslen, så er det alligevel betryggende at få nogle redskaber som vi som par kan bruge sådan, at vi kan arbejde som et team. Det er jo mig som skal føde, men derfor er det jo fortsat vigtigt at jeg kan få den støtte jeg har brug for af min kæreste. At vi begge to er forberedt og har nogle redskaber at trække i, tror jeg virkelig gør en forskel for det som venter frem for os. Men igen, vi har jo ingen anelse om, hvad der venter når først fødslen går i gang. Men jeg kommer aldrig til noget uforberedt. Heller ikke min datters fødsel haha :-)
 
Ellers! Jo, herhjemme går vi rundt som to nyforelskede teenagere. Det er jo helt fantastisk sådan at opleve den følelse igen med den samme mand. Føler mig så heldig. Ikke nok med at han har sat en fin og skinnende diamant på min hånd, så skal jeg også være mor til hans barn, vores barn :-) Det føles helt rigtigt og meget fantastisk! I kender godt følelsen af at være lykkelig helt ned i maven, ik? Den skal man huske at holde fast i og jeg kan love jer for at jeg nyden den og rusen som følger med :-)
 
Nu vil jeg få slukket computeren og hjælpe kæresten med de praktiske sysler, så vi kan slappe af med god samvittighed på sofaen i aften. 
Rigtig god weekend til jer /Jo





Jul 31, 2014

BABY MODE

Jeg har ofte en helt masse ambitioner om indlæg jeg vil have skrevet og en masse ideer om, hvor meget mere jeg gerne vil blogge, men altså, det bliver aldrig helt rigtigt som jeg ønsker. Nu skal jeg ikke give skylden på elektronikken, men altså, min computer tager over en halv time for at starte op og den er SÅ sej i trækket når jeg endelig kommer i gang. Det gør det hele en lille smule mere besværligt og jeg ønsker mig vitterligt en ny computer, men det er budgettet altså ikke helt til lige nu. Så ja, jeg må nøjes og så må det blive til de indlæg det nu engang bliver.

Jeg befinder mig i skrivende stund syg hjemme på sofaen. Kroppen er tung, halsen kradser og næsen er stoppet, ikke lige frem sådan man vil tilbringe sine dage i dette fine sommmervejr! Men der er ikke andet at gøre end at lade kroppen få den hvile den behøver og så ellers nyde at jeg har en god undskyldning for at spise så mange is om dagen som jeg nu orker, og det sørger jeg så sandelig også for :) 

Ellers.. Jo, jeg læste i min app at det er normalt at man her i slutningen af graviditeten langsomt bliver mere introvert og trækker sig ind i sig selv. At man har svært ved helt at koncentrere sig som før. Det kan jeg virkelig godt genkende hos mig selv. Det er som at jeg/ vi herhjemme er gået i fuldstændig 'baby mode'. Ikke alene fordi, at hver ledig stund bliver brugt enten på at google alternativer til nogle af de ting vi skal have streget på listen og når muligheden for at låne en bil melder sig, så farer vi rundt mellem IKEA og Babyproffsen (Svensk version af BabySam vil jeg mene) og tager den ene beslutning til den anden, hvilken seng vi vil købe, hvilket puslebord vi skal vælge og hvordan væggene i soveværelset, hvor hun skal sove skal se ud. Så ja, ALT handler pludselig om baby. Det er om noget virkelig hyggeligt, men det er også drænende at skulle tage så mange og så vigtige beslutninger, når man (læs: vi) jo ingen idé har om, hvad der egentligt er bedst i praksis. Men, mange andre har jo gjort det før os, så er sikker på, at de fine ting vi har fået valgt til hende nok skal fungere i praksis og at hun kommer til at sove som en prinsesse i hendes fine nye seng :) Men sikke en masse beslutninger man skal tage. Ikke nok med at man skal vælge en seng, så skal man også tage stilling til, hvilken madras der skal i sengen. Men det er jo faktisk sjovt og jeg får virkelig virkelig stillet min shoppelyst i denne måned. Det er helt underligt slet ikke at have det samme behov for at købe ting til mig selv. Men vi er i hvert fald kommet langt på den såkaldte 'Start liste' og mange af de vigtigste ting er nu købt og bestilt. Det føles rigtig rart og jeg glæder mig vildt meget til at indrette lejligheden til hende også. 

Det blev en helt masse babysnak som sagt, men jeg må indrømme, at jeg også at gået lige lovligt meget i baby mode, også langt mere end jeg troede at jeg ville inden jeg blev gravid. Hele min verden handler om hende allerede, det er så vildt og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor overvældende det bliver når hun kommer ud. Det må være det vildeste <3 og jeg glæder mig til at blive taget med storm og kærlighed og alt hvad det indebærer, det bliver så fantastisk.

Jeg er nu i uge 31 og maven ser således ud. Jeg er +10 kg. og har haft en helt fantastisk graviditet uden komplikationer, hvilket er rigtig dejligt. Billedet her er fra tidligere i dag, hvilket forklarer det noget behagelige antræk og det make-up frie ansigt. 


Nu, hvor dette indlæg alligevel handler om baby og lidt mere baby, så bliver jeg nødt til lige at dele et billede af disse søde søde sko, som min kæreste har købt med hjem til prinsessen fra Chicago. Han har lige været afsted og han havde simpelthen købt så mange fine ting til hende, det er så sødt og jeg glæder mig sådan til at se, hvor fin hun bliver i alle hendes ting hehe. 

Nu vil jeg afslutte her. Kan I have en god aften.

/Jo - vil hente en Twister i fryseren og ligge mig tilbage på sofaen.

Jul 11, 2014

OSLO

Så blev det tid til lidt billed-spam fra Oslo. Vi havde nogle fantastiske dage fyldt med en blanding af seightseeing, afslapning, lidt shopping, gode mad oplevelser og en masse masse kvalitetstid bare OS to. Helt perfekt, hvis I spørger mig :) 

Oslo er en super hyggelige lille storby og helt sikkert et besøg værd, hvis I endnu ikke har været der. Vi valgte at tage dertil fordi ingen af os havde været der før og egentligt fordi jeg gerne ville se Norges modsvar til Stockholm og København. Derudover kunne jeg ikke helt forene mig med en solferie i år, da min hud generelt ikke er skabt til solen og kun nu er endnu mere modtagelig for ærgerlige pigmentforandringer. Så en lille ferie til nabolandet føltes helt perfekt. 

Vi planlagde intet hjemmefra, men fik alligevel med en masse gode tips i ærmet, set en helt del mens vi var der. 



 







Jul 9, 2014

EN MISLYKKET SMOOTHIE

Lige nu sidder jeg med benene oppe, tilbagelænet i sofaen. Helt perfekt afslutning på en god dag. Jeg har lavet en smoothie til dessert. Dog havde jeg forestillet mig, at den skulle være noget lækrere end den er. Jeg har måtte give op, jeg får den ikke drukket. Det er ikke ofte det sker. AK ja, det kan ikke blive lige godt hver gang. Til gengæld har jeg haft en god dag. Efter arbejde mødtes jeg med en veninde til lidt mad. Vi havde ikke set hinanden længe og store ting sker i begge vores liv, så tiden gik hurtigt. Men det var hyggeligt at ses og ikke mindst at spise ude. Det er altid rart ikke at skulle hjem og lave mad efter en lang dag på arbejdet. Nu er jeg dog træt. Træt fordi min smoothie ikke blev god, træt fordi min ellers nye og lækre blender drillede og træt i hovedet efter alt for meget arbejde. Jeg føler lidt, at jeg er hende den sure gamle dame på mit arbejde for tiden. Før homonerne slog til synes jeg, at jeg var nok så rummelig, men det er ikke meget der skal til før end at jeg koger over i disse dage. Lidt træls at være hende den sure gamle dame.. Håber det går over snart - ellers må jeg vel lære at forene mig med tanken..


Ellers.. jo i weekenden fik jeg indløst en dejlig fødselsdagsgave som min veninde gav mig da jeg blev 30 i vinters. Museums besøg og frokost i solen - helt perfekt gave og det var sådan en fin udstilling vi så på Sven-Harrys Konstmuseum. Svenskt mode 2000-2015.


Så har jeg også fået nye 'skærmbriller' - jeg har indviet dem på arbejdet og jeg synes faktisk at de gør en stor forskel. Så det er dejligt og de er selvfølgelig også blevet foreviget med et selfie som jeg lige deler ud af..


Synes altid jeg har så meget jeg gerne lige vil have sagt, inden jeg begynder mine indlæg, men når jeg går i gang med at skrive glemmer jeg halvdelen. Derfor et lidt usammenhængende indlæg..

Jeg har dog endelig fået lavet et indlæg til jer med billeder fra Oslo, så det får jeg lagt op på bloggen én af de kommende dage - det kan I godt glæde jer til ;) 

Nu vil jeg få afsluttet dette indlæg så jeg kan komme i seng. Der er jo endnu en dag i morgen. 

Jo / Er i uge 28 nu og synes faktisk at tiden går stærkt lige pludseligt. Tænk at der kun er ca. 12 uger til prinsessens ankomst :)

Jul 2, 2014

FRU STRUTMAVE

Godaften - maven begynder rigtigt at strutte nu og det er jo herligt. Som I kan se begynder mine toppe at være liiige en tand for korte, men oh well, jeg bruger dem så lang tid jeg kan. Jeg er bare slet ikke særlig begejstret for det mamma-tøj der findes i butikkerne. Men jeg er nu i uge 27, så jeg synes alligevel at det er godt gået at jeg har få toppe tilbage, som jeg stadig forsøger mig med ;)

Jeg tænkte at jeg lige ville sige hej, eftersom at dagene lidt flyver afsted og jeg når ikke at lave indlæg om halvdelen af det jeg gerne vil dele med jer. Så nu bliver det lige til et hurtigt hej og et selfie fra spejlet, som er taget da jeg kom hjem fra arbejde i dag (læs: kl. 18.15!!) 


Jeg har lidt billeder fra Oslo som jeg gerne vil dele med jer - det var den skønneste tur - og helt fantastisk med kvalitetstid med min bedre halvdel. Det kan anbefales, men mere om det i et andet indlæg. 

Jeg har det godt. Kommer ikke helt ordentlig tid i seng for tiden, så er en smule træt om morgenen, men ellers har jeg det godt. Der er vildt meget liv i hende inde i maven, det er nu rigtig hyggeligt, selvom jeg må indrømme at det er lidt underligt en gang imellem, når hun synes at der skal danses rundt i mens jeg forsøger at nyde min frokost hehe. Men det skal hun nu have lov til, jeg er bare glad for, at hun virker til at nyde tilværelsen, det er jo et godt tegn!

Lige noget helt andet, en vis Miss har her til aften indfriet HELE hendes studielån - det føles altså vildt skønt og selv om kontoen så lige er lidt skrabet for penge, så er det altså dejligt at få det ud af verden, nu hvor jeg om små 3 måneder går 50 % ned i indkomst. Så er det rart ikke at skulle betale af på det! Så ja, det kan altså anbefales!

Nu har jeg lidt glemt, hvad jeg ellers ville sige i dette indlæg, synes ellers der var en del inden jeg begyndte, men tror trætheden har indhentet mig, så måske det bare er et tegn til, at jeg skal gå i seng. Så må jeg vende stærkt tilbage snarest. Jo, I skal ikke snydes for et billede af aftenens dessert. Jeg har en (god) vane som består i daglig indtag af gode sager. Dette er hvad det blev til i aften, plus et par af de dér kager ekstra, men det siger vi ikke til nogen og så lader vi bare som om, at billedet taler hele sandheden ;) 


/Jo - Hmm er allerede sulten igen!! Så overvejer lige om jeg skal have en natmad inden jeg ligger mig under dynen.. Men til jer andre. Sov godt.

Jun 22, 2014

NÆSTE STOP: OSLO

Så er kufferten pakket og jeg putter allerede under dynen, klar til at indtage min skønhedssøvn. Jeg er helt smadret efter en dag med udendørs aktiviteter og børnepasning af to små. Det er hårdt arbejde det der med børn. Men også vildt hyggeligt. Jeg tror samtidigt også at det er noget helt andet med ens egne børn, dem kender man jo. Forhåbentligt ;) Jeg har puttet under dynen siden vi kom hjem. Endnu engang mærker jeg her efter, at jeg har gået over evne og måske været liiige en tand for aktiv i forhold til hvad kroppen kan. Men men. Kæresten har været fantastisk. Jeg fik serveret aftensmaden i sengen og han pakkede kufferten mens jeg fint fortalte hvad der skulle pakkes. Team Work siger jeg bare :) Til gengæld får han lov til at se fodbold hele aftenen uden den mindste klage fra mig, så jeg tror nu også at det er luksus for ham ;) 

Tusind tak for jeres tip på sms og i inboxen forresten. Det er skønt at få gode råd med fra jer der har været i Oslo allerede. Nu har vi en masse gode ideer til, hvad vi skal se de fire dage vi er der. 
Det som gør denne ferie helt anderledes end nogen anden ferie jeg har været på, er, at intet er planlagt. Det er SÅ underligt for mig og samtidigt skønt. Skønt at bare give slip og ikke have alt planlagt ned i mindste detalje som jeg ellers altid har. Det bliver bare at tage én dag af gangen og så se det vi når. Det er egentligt helt okay at gøre det sådan, bare meget uvant for mig. Er helt sikker på, at det hænger sammen med graviditeten og at forventningerne til, hvad der er muligt langsomt falder i tempo. Vi når det vi når og det bliver super godt :) Har det også været sådan for jer andre? At man langsomt lærer at både energi og temperamentet ikke gider at ligge at drøne rundt i det samme tempo længere? Er det mon en langsom tilvænning til det liv der venter på den anden side af prinsessens ankomst? Uanset så ser jeg det virkelig ikke som en dårlig ændring og jeg er helt sikker på, at min bedre halvdel synes det er helt fantastisk at jeg ikke er helt oppe at ringe over planlægning og rejsestress :)

Jeg har ikke nogen billeder som egentligt passer til teksten i dette indlæg, men I får lige det her selfie i stedet. Jeg synes jeg ser så afslappet ud, så egentlig passer det nok ude mærket til teksten :)


/Jo - Vil slukke og lukke computeren. Har ellers gang i den helt store research af sengetøj og andet tilbehør til børnesenge. Kan dele lidt med af mine ønsker på den front når jeg er hjemme igen. 

Rigtig god uge og ferie til de af jer der også har det!

Jun 21, 2014

MIDSOMMAR 2014

Vores Midsommer blev en lille smule anderledes i år, men slet slet ikke dårligere af den grund. Vi valgte nemlig at blive hjemme, bare os to. I stedet gik vi all in på madlavningen og fik lavet en hel masse gode traditionelle midsommar retter. Så dagen blev tilbragt i køkkenet og ved bordet. Mums hvor det var godt. Lige som det skulle være og virkelig rart ikke at behøve at anstrenge sig for nogen. Ikke at det også kan være hyggeligt at være sammen med venner og familien, men efter nogle dage med al for lidt søvn og en del sociale arrangementer efter arbejde, så var det bare skønt at være hjemme og bare være - lige hvad jeg havde brug for. 

Vi havde egentligt vendt en del forskellige planer som alternativer til, hvordan vi kunne fejre Midsommer i år og egentligt vil jeg gerne dyrke alle traditionerne. Jeg elsker traditioner og da ikke mindst når de involverer blomsterkrans i håret og dans rundt om en fin majstang. Men i år blev det uden krans og dans og det er helt okay. Til gengæld gik vi all in på jordbær og god mad, så nu her lørdag aften, hvor jeg netop har spist endnu en halv bakke jordbær og det sidste stykke chokoladekage, så er jeg godt fuld på både mad og kærlighed. Helt helt fantastisk. Og lige sådan jeg havde brug for at tilbringe dette års Midsommer. 

I skal ikke spares for lidt billeder så her får I lige et lille udpluk. 

Sild i flere afskygninger, en god kartoffelsalat rørt med sennep, æble og radiser - dertil Västerbotten Paj.

Grillspyd med blandede grøntsager

Kladdkaka chokoladekage med flødeskum og overload af jordbær på toppen !!
Jeg kunne godt have nydt et glas rosé eller andet godt glas vin til maden - men det er nu kun til sådant et gilde at jeg kan savne et glas. Ellers synes jeg virkelig ikke at jeg går glip af så meget. Des skønnere er det jo at vågne i dag lørdag og ikke være ramt af tømmermænd. 

I dag har været en ganske afslappet dag med gåtur hånd i hånd ved vandet og rundt i kvarteret, fika med min svigermor og rester til aftensmad. Vi har fået lavet lidt research på den kommende uges mini-ferie til Oslo og lavet en lille liste med de ting vi som minimum gerne vil se mens vi er det. Hvis der nu er nogle af jer, som her på falderebet har nogle gode tips til, hvad man/vi skal se i Oslo, så skriv endelig en kommentar. Ingen af os har været der før, så det bliver spændende at se hvad Norges hovedstad har at byde på. Specielt nu, hvor vi både kan sammenligne med København og Stockholm.

Jeg vil rigtig gerne i gang med at blogge lidt mere stabilt igen og få prioriteret at skrive lidt flere indlæg og opdatere jer på min hverdag og livet i almenhed. Livet byder på så mange spændende ting og jeg har egentligt mange tanker og oplevelser, specielt forbundet med graviditeten som jeg rigtig gerne vil dele ud af. Måske og forhåbentligt der bliver mere tid/overskud til det fremover. Jeg vil prøve at få det prioriteret i hvert fald. Jeg nogle indlæg i tankerne allerede, så når jeg lige finder hoved og hale i dem, så vender jeg stærkt tilbage. Nu vil jeg afslutte her og ønske jer en fortsat rigtig god weekend.

/Jo - skulle jeg mon prøve at være lidt entusiastisk med det der VM eller skal jeg bare finde på noget sjovere at tage mig til her lørdag aften? Hælder mest til det sidste! Hvad gør I? Ser I med når der er kamp, eller finder I på andet sjov i stedet?

Midsommar 2013 med fineste blomsterkrans på hovedet :)