Jun 21, 2014

MIDSOMMAR 2014

Vores Midsommer blev en lille smule anderledes i år, men slet slet ikke dårligere af den grund. Vi valgte nemlig at blive hjemme, bare os to. I stedet gik vi all in på madlavningen og fik lavet en hel masse gode traditionelle midsommar retter. Så dagen blev tilbragt i køkkenet og ved bordet. Mums hvor det var godt. Lige som det skulle være og virkelig rart ikke at behøve at anstrenge sig for nogen. Ikke at det også kan være hyggeligt at være sammen med venner og familien, men efter nogle dage med al for lidt søvn og en del sociale arrangementer efter arbejde, så var det bare skønt at være hjemme og bare være - lige hvad jeg havde brug for. 

Vi havde egentligt vendt en del forskellige planer som alternativer til, hvordan vi kunne fejre Midsommer i år og egentligt vil jeg gerne dyrke alle traditionerne. Jeg elsker traditioner og da ikke mindst når de involverer blomsterkrans i håret og dans rundt om en fin majstang. Men i år blev det uden krans og dans og det er helt okay. Til gengæld gik vi all in på jordbær og god mad, så nu her lørdag aften, hvor jeg netop har spist endnu en halv bakke jordbær og det sidste stykke chokoladekage, så er jeg godt fuld på både mad og kærlighed. Helt helt fantastisk. Og lige sådan jeg havde brug for at tilbringe dette års Midsommer. 

I skal ikke spares for lidt billeder så her får I lige et lille udpluk. 

Sild i flere afskygninger, en god kartoffelsalat rørt med sennep, æble og radiser - dertil Västerbotten Paj.

Grillspyd med blandede grøntsager

Kladdkaka chokoladekage med flødeskum og overload af jordbær på toppen !!
Jeg kunne godt have nydt et glas rosé eller andet godt glas vin til maden - men det er nu kun til sådant et gilde at jeg kan savne et glas. Ellers synes jeg virkelig ikke at jeg går glip af så meget. Des skønnere er det jo at vågne i dag lørdag og ikke være ramt af tømmermænd. 

I dag har været en ganske afslappet dag med gåtur hånd i hånd ved vandet og rundt i kvarteret, fika med min svigermor og rester til aftensmad. Vi har fået lavet lidt research på den kommende uges mini-ferie til Oslo og lavet en lille liste med de ting vi som minimum gerne vil se mens vi er det. Hvis der nu er nogle af jer, som her på falderebet har nogle gode tips til, hvad man/vi skal se i Oslo, så skriv endelig en kommentar. Ingen af os har været der før, så det bliver spændende at se hvad Norges hovedstad har at byde på. Specielt nu, hvor vi både kan sammenligne med København og Stockholm.

Jeg vil rigtig gerne i gang med at blogge lidt mere stabilt igen og få prioriteret at skrive lidt flere indlæg og opdatere jer på min hverdag og livet i almenhed. Livet byder på så mange spændende ting og jeg har egentligt mange tanker og oplevelser, specielt forbundet med graviditeten som jeg rigtig gerne vil dele ud af. Måske og forhåbentligt der bliver mere tid/overskud til det fremover. Jeg vil prøve at få det prioriteret i hvert fald. Jeg nogle indlæg i tankerne allerede, så når jeg lige finder hoved og hale i dem, så vender jeg stærkt tilbage. Nu vil jeg afslutte her og ønske jer en fortsat rigtig god weekend.

/Jo - skulle jeg mon prøve at være lidt entusiastisk med det der VM eller skal jeg bare finde på noget sjovere at tage mig til her lørdag aften? Hælder mest til det sidste! Hvad gør I? Ser I med når der er kamp, eller finder I på andet sjov i stedet?

Midsommar 2013 med fineste blomsterkrans på hovedet :)

No comments:

Post a Comment