May 30, 2015

UGEN DER GIK 22/15



Godmorgen!

Zoe og jeg var egentligt stået tidligt op. Hun vågnede kl. 6.30, så jeg gav hende mad og så stod vi op. Så kunne B få sovet lidt. Men prinsessen er allerede gået kold igen her kl. 8.15 så nu sover hun lur i hendes seng og jeg tænkte, at det var oplagt lige at få skrevet lidt herinde nu, hvor jeg sidder helt stille for mig selv og nyder min havregrød. Det føles altid så hyggeligt at 'checke ind' og ikke mindst afslappende. 

Eftersom, at det ikke er så ofte at jeg når at logge ind her og skrive alle de indlæg som jeg egentligt gerne vil, så tænkte jeg, at en ugentlig opdatering i ny og næ kunne være en idé! Nu prøver jeg i hvert fald. Så kan jeg få fortalt om ugens 'højdepunkter'. Om ikke andet, så kan jeg da fortælle om denne uges. Det er jo en start :-) 

I mandags var vi sammen med mødregruppen. Vi mødes hver mandag hjemme hos én af os. Det er rigtig hyggeligt og ofte ugens højdepunkt. Det er rart at se de andre mødre og få sludret og nu er det også hyggeligt når børnene bliver større og kan ligge sammen på gulvet og lege. Ja, de leger jo ikke sammen, men det er nu alligevel hyggeligt. Nu på mandag skal vi være hos os igen, så jeg skal have bagt lidt i dag eller i morgen. Jeg ser ofte billeder på Instagram eller Facebook fra mødregruppe-træf i DK og jeg må indrømme, at det virker så vildt med alt det folk flasker op med. Det er de vildeste kager og opsatser der bliver præsenteret på det ene billede efter det andet. Jeg går lidt i den anden grøft må jeg sige. Det er jo ikke meningen, at vi mødre skal konkurrere med hinanden om, hvem der har mest overskud. Jeg ville ikke stå af vejen for at servere en købekage. Det vigtigste er jo, at vi ses og hygger, får sludret og at børnene ser hinanden. Vel ikke, at jeg får imponeret de andre mødre med, hvad jeg har formået? Eller tager jeg fejl? 

Zoe er begyndt at være meget mere med. Hun er nysgerrig på omgivelserne og hun 'stirrer' rigtig meget på folk, hver gang vi er ude. Hun sidder langt fremme i vognen, så hun kan følge med og hun finder ofte en sød gammel dame i tunnelbanan som hun kan kigge på og charmere lidt. Endnu er det sødt, men måske hendes stirren kan blive et problem senere ;-) Derfor tænkte jeg, at hun måske ville synes at det var sjovt at kigge lidt på ænderne (svanerne, var vist i overtal) ved vandet, tæt på hvor vi bor. Det var et hit. Hun synes, at det var vildt spændende og hun kiggede med store øjne fra vognen. Det bliver sjovt, når hun kan gå og vi kan fodre dem sammen. Indtil da, kigger vi bare og siger hej fra vognen. 

I onsdags var vi så sammen med mødregruppen igen. Men det var et træf som vores sundhedsplejerske havde organiseret. Vi fik en lille 'forelæsning' af en tandlæge som fortalte os, hvordan vi skal passe på børnenes tænder. Det var nu meget informativt og Zoe fik en lille tandbørste med hjem. Hun har ikke fået tænder endnu, men der går nok ikke længe inden den første stikker frem? Når den gør, så ved jeg, hvordan den skal børstes ;-) 

I dag skal jeg ind til Illums Bolighus. Jeg skal have fundet lidt opbevaring til alt Zoes legetøj. Hun har en del efterhånden og det er synd at det bare ligger og flyder, både for hende og mig ;-) så jeg skal have fundet en slags kurv vi kan ligge det i. Jeg har lidt overvejet en stofkurv fra Ferm Living, men jeg vil gerne lige kigge på dem ordentligt, og se, hvad der ellers er af alternativer. I har måske nogle gode ideer?  

I morgen er det Mors dag i Sverige. Jeg blev jo egenligt fejret da det var Mors dag i Danmark. Jeg havde ikke lige tænkt over at datoerne skilte sig, så jeg havde jo fået fortalt B op til flere gange at det var Mors dag den 10. maj. Det var først efterfølgende at det gik op for mig, at det er den 31. maj i Sverige. Men eftersom at jeg er dansk men bor i Sverige, så får jeg vel egentligt rettighed til begge dage ik? Om ikke andet må jeg prøve at overbevise B om det :-) Måske der så falder en lille ting af.. Ellers må jeg jo forkæle mig selv. Det sker alligevel ikke så ofte længere, så det kan godt undskyldes, specielt ved en mærkedag, så er der da virkelig en undskyldning :-)

Inden Zoe og Bobby vågner, vil jeg se om jeg kan nå at lakere mine negle. Der føles som en sådan luksus, hvis jeg når det. 

Jeg håber at I har og/eller får en dejlig weekend. Jeg nyder i hvert fald min. 

/ Jo  
Så byder jeg lige på et Selfie. I skulle vel nødigt gå glip af et sådant. Specielt jer som ikke ser min instagram.
Hvorfor stoppe mens legen er god?
På tur - Hvad siger Svaner egentligt? Virkede lidt dumt at sige pip pip?!
 
Den obligatoriske (daglige) Café Latte, her i en 'Ombre variant' - tager den ofte på en gå-tur, men den er nu okay hjemme også.
Zoe læser, hun er pt ved at lære farverne på forskellige ting :-)


May 22, 2015

FREDAG

Zoe sover, hun faldt i søvn i vognen men jeg lagde hende over i hendes seng da vi kom ind, så får hun vist en bedre lur. Jeg har sat mig i sofaen med en kop kaffe (latte selvfølgelig) og lidt chokolade. Jeg ammer stadig, så der skal massere energi til, og det passer mig glimrende :-) 
Vi har været ude på en lille gå tur og oppe og handle.  Jeg begynder at kunne mærke i mine muskler at jeg trænede igår. Det er vist den bedste 'smerte'. Altså så ved man at det trods alt blev til lidt træning. Tager det virkelig stille og roligt, men jeg måtte altså teste om jeg kunne lave en pull up. Næsten med stort N, må jeg vidst hellere sige. I går var anden gang jeg er kommet afsted efter at jeg har født. Jeg er ikke så god til at få det prioriteret og når jeg gør kommer der ofte noget i vejen. Men lidt er jo også godt og det er jo ikke fordi jeg sidder stille. Nåh ja, så bærer jeg jo også rundt på en små 9,6 kg baby i ny og næ. Til alle derude som ønsker sig fine arme, få en baby. Det er de nemmeste synlige armmuskler jeg nogensinde er kommet til - jeg skal så meget flashen arme HELE sommeren ;-) 

Det er næsten sommer i Stockholm. Også kun næsten, jeg går stadig og venter på at foråret sådan rigtig kommer. Lad os håbe at det blir snart! Engang imellem kigger solen frem, som igår, hvor jeg fik flashet mine solbriller. 

I weekenden blev min søster gift i de smukkeste omgivelser i Nordjylland. Det var virkelig et fint bryllup og min mor fulgte hende op ad kirkegulvet. Finere bliver det ikke. Jeg var trukket i fin fin lang kjole, men glemte at tage billeder. Hvis jeg får nogle på et tidspunkt, så skal jeg nok vise dem. Det er jo ikke hver dag at man har mulighed for at være så fin. Eller jo det bestemmer man jo egentlig selv, men jeg prioritere det ikke. Det er vist mere rigtigt at skrive det sådan! 

Foråret er fløjet afsted...
Jeg blev lige afbrudt af livet udenfor skærmen og nu er kl. 23.00 og egentligt burde jeg ligge i min seng. Men jeg vil gerne skrive mit indlæg færdig, men bagefter så skal jeg i seng og sove :-)

Men ja, foråret er fløjet afsted. Jeg husker at jeg tænkte at der var længe til min søsters bryllup og nu pludselig, er det overstået. Vi har været meget hjemme i Danmark de seneste måneder. Det har været skønt men også lidt hårdt at rejse så meget frem og tilbage. Med Zoe vil jeg gerne være i vante rammer og holde os til hendes rytme, men hun har klaret alt med bravur. Det er nok mest bare mig der bruger alt for mange tanker på at funderer over, om det mon nu skal gå, og hvordan det skal gå. Zoe klarer det altid fantastisk. Så egentligt bør jeg slippe mine bekymringer. Er der nogle af jer andre der gør det samme? Værre er det nu heller ikke og jeg bliver også bedre og vokser med opgaven for hver udfordring. Så det...

Nåh egentligt så skulle det handle om i dag, min fredag. Men som altid kommer jeg lidt ud på et sidespor.

Det blev til Sushi til aftensmad, vi orkede ikke at lave mad og så har jeg lige set 3 afsnit Kardashians. Jeg elsker det. Det vil jeg ikke fornægte. Nu har jeg set hele sæson 10 OG About Bruce. Hmm. Det var forresten interessant. Altså About Bruce. Men det er en anden snak.

For ikke at trække i langdrag, så må jeg vist hellere slutte og gå i seng. Vi skal hjem til B's mor og spise Brunch imorgen. Helt perfekt start på lørdagen.

God weekend!

/ I får lige lidt billeder med..