Sep 18, 2015

LIDT SYG, MEN MEGET SNART WEEKEND

Som overskriften så fint fortæller så føler jeg mig lidt syg. Ikke sådan syg med høj feber. Men lidt syg. Jeg har en smule ondt i kroppen og halsen. Men nok mest af mig selv ;-) Ej. Jeg bliver frisk igen MEGET snart. Det er i hvert fald min plan. For det går altså ikke at være syg, når jeg har en lille én at tage mig af. Plus, det er weekend liiige om lidt og vi har jo planer. Heriblandt et smut forbi IKEA. Sygdom eller ej!

Jeg var dog så heldig, at B kunne møde lidt senere i dag, så jeg fik lov til at sove længe. Han vækkede mig først kl. 9.30 og dér havde han givet Zoe morgenmad og de havde til og med været oppe at handle så vi har, hvad vi behøver til dagen. Dér følte jeg mig alligevel lige lidt heldig :-) Nu er han så taget afsted på arbejde og er nok først hjemme sent i eftermiddag, så jeg skal gøre mit bedste for at give Zoe en god dag, trods at jeg ikke er på toppen. Hun forsøger at falde i søvn til formiddagslur, men det går ikke så let med det for tiden. Hun har ligesom fundet ud af, at hun kan rulle rundt i sengen og sætte sig op og det er jo meget sjovere end at sove. Vi har lidt samme 'problem' om aftenen. Eller det vil sige, hun falder i søvn som oftest kl. 19.30, men hun har haft nogle aftener, hvor hun så vågner når vi går i seng og så er hun ellers klar til at lege. Det er svært ikke at grine af det, for det er skide sødt når hun sidder dér i sengen og hopper og er pave stolt af, at hun selv er kommet op. Jeg har taget hende over i vores seng og fået hende til at sove dér i stedet. Når jeg så er vågnet i løbet af natten har jeg løftet hende tilbage i hendes egen seng. Men det tager da lidt på kræfterne, når hun sådan synes, at vi skal bytte om på rutinerne. 

Ellers. Jo, hvornår skal de små begynde at lære at spise selv? Jeg prøver at give hende mad som hun kan plukke op selv med fingrene, alt 'flydende' giver jeg hende fortsat med ske. Engang imellem får hun en macaroni, bid brød eller ært ind i munden når hun selv får lov. Så jeg tænker, at det kommer. Hun er også begyndt at kravle. Det er for sødt. Især når hun kravler hen til mig og vil op :-) Det er ikke helt til at stå for. Undskyld mormor sutterne. Eller nej, jeg vil egenligt ikke undskylde, for de er SÅ dejlige at have på.


Vi var til 10. måneders kontrol for nogle uger siden. Hun var 78 cm. og vejede 11,3 kg. Så hun fortsætter med at følge hendes kurve. Det er skønt og rart, at få bekræftet, at hun vokser og udvikler sig som hun skal. 

Nået helt andet. Min mor var på besøg for små to uger siden og hun havde købt en fin vase med til os. Så nu har jeg lovet mig selv at den skal fyldes med friske blomster én gang i ugen. Jeg købte en buket roser da hun var her, og de blev SÅ smukke da de sprang ud. Se selv. 


Som sagt er det snart weekend og der står nu nye roser i vasen. De lover dog ikke helt så godt som ovenstående, men det er nu flot og dejligt med friske blomster alligevel. Som jeg skrev tidligere skal vi i IKEA i morgen. Vi skal have købt nogle småting til lejligheden. Det er nemlig sådan, at der snart kommer en fotograf og fotograferer vores lejlighed, da vi har besluttet at sælge. Det kan være en lang proces at finde en ny lejlighed som vi gerne vil have og ikke mindst har råd til. Men så er alt det praktiske færdigt og klar til når vi skal sælge. Vi vil så gerne blive inde i byen, så jeg håber at det kan lade sig gøre, men vi må se, hvad banken siger og hvilke muligheder vi har. Det er en spændende proces som venter og jeg glæder mig til at se, hvor vi ender. 

Nu vil jeg afslutte. Det har taget mig nogle etaper at få skrevet færdigt. Hun skulle jo lige sove. Det blev så først midt i hendes frokost, at hun faldt i søvn, altså frokosttid og ikke midt i maden. Den får hun i stedet når hun vågner snart og det kan jo være når som helst. 

Ha' en rigtig dejlig og rar weekend.
/Jo