Jun 19, 2015

SOMMERFERIE

B har nu fået sommerferie. Faktisk allerede fra i onsdags. Så nu venter 8 og en halv uge, hvor vi kan få en masse kvalitetstid sammen som familie. Det er så rart og jeg glæder mig til de ting vi skal lave, men mest af alt, glæder jeg mig bare til at være sammen som familie. Derudover, ikke mindst at kunne hjælpes ad med tingene herhjemme i løbet af dagene. Alle jer som har været på barsel ved, at man ofte savner voksen-kontakt og at deles lidt om pligterne. Så. Det bliver rart - begge dele vel at mærke ;-) Jeg er sikker på, at tiden kommer til at flyve afsted, så i dag satte jeg mig ned og skrev en liste over de ting jeg gerne vil, at vi skal have nået i løbet af sommeren. Både de sjove ting, men også lidt nogle praktisk hængepartier, som det bliver rart at få ordnet. En god blanding vel at mærke. 

I dag er det Midsommar i Sverige og det fejrer vi, hvis vejret tillader det, på Skansen her i Stockholm og ellers med en god middag hjemme i aften. Jeg skal bage den allerlækreste sommer jordbær/chokoladekage og B står for stegen. Uhm glæder mig til at smovse i mig i aften. Jeg har ikke fået sørget for blomsterkranse til Zoe og mig... Måske vi kan lave én på turen til Skansen ellers må vi undvære i år. Det går nu nok! 

Når vi rammer juli, så drager vi mod Danmark, hvor vi skal være hos mormor og morfar. Vi glæder os til hygge i haven og jeg tænker at der skal grilles på terrassen og smovses danske jordbær. Overhældt med massere af fløde - selvfølgelig! Hvis det bliver rigtig varmt tænker jeg, at vi skal have fat i et lille basin til Zoe. Ren idyl, i provinsen. Det bliver toppen og jeg glæder mig til nogle rare og langsomme dage derhjemme i DK. Vi skal også se nogle venner og mine søskende og deres mænd. Det bliver rart og jeg tænker nu, hvor vi er bosat i Stockholm, at det nok med tiden bliver en tradition, at vi spenderer en del af sommeren i Danmark med familie og venner. Jeg glæder mig til at starte den tradition i år.

Ellers, jo en god veninde her i Stockholm skal snart velkomme hendes søn til verden så ham glæder jeg mig til at møde i løbet af sommeren. Jeg glæder mig også til at være sammen med de andre piger og til at få prioriteret lidt træning og måske en aften eller to ude med veninderne og lidt vin/drinks. Hvis projekt ammestop flasker sig. Zoe vil ikke tage flaske, men det er lidt en anden snak. Jeg kunne godt bruge et par råd eller tips. Så måske jeg lige skal få skrevet et lille indlæg om det på et andet tidspunkt. Måske I har nogle gode råd derude??

Jo. Og så skal vi da selvfølgelig spise os tykke i is hele sommeren. Der er et par is-steder her i byen som er skrevet på listen. Altså de skal testes. Det glæder jeg mig til. Men vejret må godt lige blive en smule bedre, for det er nu altså lidt sjovere at nyde isen i solskin og med blå himmel. Men men. Mon ikke det kommer. 

Når vi nu er så heldige at have så lang sommerferie sammen i år, så får vi jo også nogle 'hverdage' sammen og det er rart. Rart fordi vi kan hjælpe hinanden, rart fordi vi har tid til bare at være og rart fordi vi også har tid til at give hinanden tid, hver for sig. Tid til træning, tid til at sove, tid til at ses med vores venner og veninder. I kan godt høre at det bliver rart ikke? Det er luksus og jeg vil huske mig selv på virkelig at nyde det og jeg sætter stor pris på, at vi er så privilegerede i år, hvor jeg er på barsel og B har lang sommerferie. Næste år er jeg jo tilbage på arbejde, så dér er der lidt andre boller på suppen. Derfor vil jeg nyde sommeren ekstra meget i år. 

Har I nogle gode planer for jeres sommer? Skal I ud at rejse? Eller skal sommeren nydes dér, hvor I bor?

Jeg har forresten fået nye sandaler. Det er store sager og jeg er glad for at jeg gik efter noget andet end sorte i år. 
Elsker at det er blevet sandal-tid. Det er forresten også på agendaen her i sommer - altså at nyde de bare tæer i sandalerne :-)

No comments:

Post a Comment