Dec 26, 2014

JULEDAGENE

Vi har virkelig bare slappet af her i juledagene. Det har været rigtig skønt og hyggeligt. Men jeg kan mærke at jeg langsomt savner, at der skal begynde at ske lidt mere. Måske mest fordi jeg var sengeliggende inden og derfor savner kroppen at blive brugt. Jeg ser det som et rigtigt godt tegn på, at jeg har det sådan. Det går fremad i helings-processen og jeg glæder mig til, at jeg igen må lave lidt flere ting. Jeg er dårlig, virkelig dårlig til at sidde stille dage ud og dage ind. Jeg svinger hellere med støvsugeren eller ordner noget andet husligt i stedet for bare at sidde stille - Så I kan tænke jer, hvilken god portion energi jeg har fået opsamlet den senere tid. Det skal blive godt at komme i gang igen.

Vi havde en rigtig hyggelig juleaften. Rigtig svensk jul, med massere af god svensk julemad. En del af det ligner det vi spiser i Danmark når vi holder julefrokoster i de små hjem. Jeg savnede dog godt nok alt det danske og de danske traditioner. Jeg savnede gudstjenesten i kirken, salmerne rundt om træet og ikke mindst al den gode varme mad. Men men når det er sagt, så var det virkelig hyggeligt med hvid jul og charmen i at prøve at holde jul på en anden måde. Zoe var et pragteksemplar af en baby hele dagen. Hun sov når vi voksne spiste. Var vågen da vi pakkede gaver op og sov igen under desserten. Hun er virkelig en engel. Hun fik så mange mange fine gaver og det var så hyggeligt at fejre hendes første jul. Næste år bliver det virkelig sjovt når hun kan være lidt mere med. Der skal vi hjem til Danmark og holde jul og I kan vel forestille jer, hvor meget jeg allerede glæder mig :)

Vi har haft det koldt, meget koldt de seneste dage. -9 grader var det i går, så vi har holdt os inden døre på nær når vi skulle ud. Men jeg tænker at vi skal ud og trille en lille tur i morgen. Her er ikke så meget sne, så det er vel egentligt med at nyde det. Hvis vi nu får en ordentlig omgang så kan det jo godt blive en anelse svært med barnevognen. Men det finder vi jo nok ud af til den tid. 

Jeg håber I har haft en skøn juleaften og nogle hyggelige juledage. Jeg fangede lige de to legehoveder tidligere på dagen. Det er så hyggeligt og jeg elsker at observere dem <3 


Nu vil jeg få ordnet lidt praktisk mens Zoe endnu sover. Det er med at udnytte tiden. Jeg håber I også nyder 2. juledag.

/ Jo

No comments:

Post a Comment