Det er noget af en negativ overskrift. Jeg ved det! Specielt her i juledagene, hvor alt burde være fryd og gammen. Men jeg skal prøve at forklare det hele lidt bedre..
Sagen er den, at jeg egentlig synes at jeg var ret godt kørende. Fredag i sidste uge, stod jeg dér foran spejlet og prøvede lidt af mit nyindkøbte tøj. Kroppen var endelig på vej til at blive stærk igen efter fødslen og jeg havde ikke sådan ondt længere når jeg gik. Alt i alt syntes jeg nu, at det gik godt og at vi havde fået styr på tingene i det lille hjem og vænnet os til de nye rutiner og hverdagen som forældre. Vi skulle til og med i byen om aftenen til julehygge hos nogle venner og vi glædede os alle tre. Det gik også super godt og Zoe klarede aftenen med bravur.
Lørdag morgen vågner jeg med influenza symptomer, uden feber, men jeg havde det skidt. Jeg havde en smule ondt i ryggen/maven, men jeg tænkte, at det nok var den obligatoriske følelse man har i kroppen med influenza. Jeg føler mig altid lidt mørbanket.
Hele weekenden blev vi i sengen og på sofaen. B var også sløj med forkølelse og hoste og til og med Zoe var forkølet. Så alle juleindkøb og hvad der ellers stod af hyggelige sager på programmet blev indstillet. Jeg kan huske, at jeg talte med min mor i de dage og fortalte hende, at jeg syntes, at det gjorde ondt i ryggen/maven på en lidt anderledes måde, men eftersom at lidt smertestillende tog det værste, så lagde jeg ikke mere i det.
Natten til tirsdag vågner jeg og kan simpelthen ikke sove for smerterne i ryggen/maven længere. Jeg tager nogle smertestillende og tænker at det mon nok går over og så kan jeg forhåbentligt få lidt søvn. Men det gjorde det IKKE! Det tog bare til. Efter et par timer vækker jeg B og vi tager afsted til Akuten på Karolinska. Det er stadig nat og jeg har så sindsygt ondt. Jeg jamrer hele vejen i taxaen. Samtidigt bliver jeg også lidt nervøs, for, hvorfor har jeg så ondt?
På sygehuset kan de godt se, at jeg har ondt. Mine små 'skrig' gør vist, at ingen er i tvivl. Det varer ikke længe førend, at jeg ligger på en briks og bliver undersøgt. De tror jeg har nyrersten! Jeg får noget smertestillende sprøjtet ind. Men det hjælper ikke. Nu gør jeg lige denne historie kort, for ellers bliver det for lang en smøre. Men efter indsprøjtninger af morfin, som heller ikke hjælper på smerten som bare tager til, så får jeg jamret noget med, om det kan være min cyste? Det går ikke længe og jeg bliver i stedet overført til Gynækologisk afsnit som undersøger mig. De finder årsagen og jeg bliver sat først på listen til operation. Min cyste har roteret sig rundt om min æggestok og desværre lavet lidt ravage. Jeg har sagt det en del gange efter operationen når jeg skal forklare smerten, som er så ubeskrivelig svær at forklare. Men sådan her er det - Jeg føder hellere ti børn, på én gang, end at skulle opleve den smerte igen. Morfin og Ketogan kunne ikke hjælpe mig, så ondt gjorde det!
Dagene på sygehuset og hele oplevelsen er stadig lidt uvirkelig for mig. Jeg er fuldstændig smadret i kroppen og synes jeg er længe om at komme mig efter operationen og det smertehelvede jeg var i. Men, jeg har det godt. Vi har det godt og det er det vigtigste. Det som er og har været det hårdeste er, at jeg ikke har kunne passe Zoe. Jeg kan ikke bære hende og må ikke bære hende. Min kære B har taget over 150 % og har stået for alt. Bleskift, mad, kærlighed, pleje og oveni pleje af mig. Han har klaret det så sindssygt flot og han og Zoe har bare taget hele den her oplevelse med bravur. Mig på den anden side. Jeg føler mig kastet så langt tilbage og selv om jeg prøver at tage én dag af gangen, så har det været SÅ hårdt. Jeg har følt mig fuldstændig slut som menneske. Helt slut. Jeg kunne tillægge en helt masse mere, men det ændrer ligesom ikke på situationen. Det er bare åndssvagt hårdt, at alle nære og kære er så langt langt væk når sådan noget her sker.
Heldigvis kunne jeg selv komme ud af sengen i morges og jeg har kunne gå lidt mere rundt i lejligheden i dag, så jeg kan mærke at det nok skal blive godt igen. Men ja, '50 skridt tilbage' kan jeg mildt skrive under på. Jeg ønsker ikke, at min værste fjende nogensinde skulle gennemgå dette eller noget lignende.
 |
| Uden tvivl - De to sejeste <3 |
Lige for en god ordens skyld. Så har jeg det godt. Selv om det har været en hård omgang, så har jeg god tro på, at det bliver rigtig godt det her, når vi kommer ud på den anden side. Julen er lige rundt om hjørnet og jeg skal fejre den med min lille familie i Stockholm for første gang. Jeg savner ALLE derhjemme rigtig rigtig meget, men det skal nok blive en hyggelig jul alligevel og jeg har skrevet først på listen af mine mål for 2015, at jeg skal blive stærk. Rigtig stærk - og det glæder jeg mig dælme til :)
Kærlige hilsner og massere af julekram til jer alle
/ Jo
No comments:
Post a Comment